onsdag den 10. april 2013

2008 Dr. Bürklin-Wolf, Pfalz Pinot Noir


Spätburgunder fra en af Pfalz' bedste producenter. Bürklin-Wolf producerer hovedsageligt riesling men også en lille rød serie. Altsammen dyrkes det certificeret biodynamisk siden 2005. Pinot'en her lagrer et år på brugte barriques.

Transparent tomatrød farve. Åbner lidt forsigtigt, men så kommer det efterhånden op ad glasset med den pinot-fest, man så gerne vil til. Det her kan drikkes med næsen - smuk arketypisk tysker-pinot i frugten med på samme tid spidse og slikkede bær: hindbær og skovjordbær, hindbær- og anisbolcher og parfumerede florale overtoner. Det hele coatet i en tæt blanding af saltlakrids, friskt læder og grene.
Det tætte, fokuserede karakter går igen i smagen. Flot harmoni og integration af elementerne. Høj, frisk syre i den slanke frugt og et rigt aromaspil. Salt og meget bitter finish. I eftersmagen levnes plads til de lidt blødere animalske træk efterhånden som bittertonerne trækker sig tilbage. Lang.

En imponerende tætvævet pinot, som er meget karakterfuld med sin salte frugt og fine, højfrekvente bittertoner. Perfekt nu som let modnet. 2008 pinot ftw!
91

Ingen kommentarer: