fredag den 21. december 2012

2006 Antonelli, Montefalco Sagrantino


Antonelli er en af de store gamle producenter af Sagrantino di Montefalco og jeg har længe set frem til at prøve denne klassiske udgave af en vintype som lidt for ofte bliver for meget, især er alkoholen svær at styre i sagrantino, hvilket måske bliver særligt problematisk for de moderne orienterede producenter i Montefalco.
Antonellis Sagrantino stammer fra 4 forskellige marker i 350-400 meters højde, udbyttet er på 40 hl/ha, mellemlang maceration i 15-20 dage og lagring først i 500-liters fade i et halvt år og derefter på store fade i 9 måneder.

Rubinrød farve. Skøn og ærkeklassisk italiener-næse med slanke kirsebær, mandarin(skræl), nelliker, medicinskab, let læder, sødlige farin- og nøddetoner og så tonsvis af stål- og kridtmineraler - man kan simpelthen dufte strukturen her!
Smagen er højspændt og saftig med en funklende rød kerne, meget høj syre, næsten tygbare mineraler. Igen et strejf af mandarin og medicin i smagen sammen med den flotte, slanke røde frugt. Finishen er en perfekt finale med syrekadence og meget kraftige tanniner, som sidder perfekt og er 'lyse' - de tørrer heftigt, men er ikke bitre eller grove. Lang og elegant i eftersmagen. 

En vin som er heftig, men alligevel i en fantastisk balance og med et elegant udtryk. Det er ret svært ikke at tro at det er traditionel Barolo i glasset - strukturen med den tårnhøje syre, mineralerne og de heftige tanniner skriger af Serralunga. Men der er måske alligevel noget specielt sagrantinosk over bærfrugtens karakter. Ihvertfald er det traditionel italiener af bedste skuffe, som er skabt til mad og til lang tids lagring! 174 kr. hos Carlo Merolli. IV-Patrik har som sædvanligt spottet en vin som sidder i bulls-eye her på Più Rosso.
92

torsdag den 20. december 2012

2009 I Veroni, Chianti Rùfina Riserva



100% sangiovese fra en mark i Chianti Rùfina-zonen på knap 3 hektar i 250+ meters højde. Maceration i 25 dage og lagring i (50% nye) tonneaux i 18 måneder.

Sort-rød farve. Lidt lukket duft af sort the, sorte kirsebær, krydderier og nyt læder. Med luft vokser en sødme frem i duften, så meget at der kommer et lille drag af svedske og likør og en næsten Apulien- eller ripassoagtig association..
Mørk i smagen også med sødlig og krydret kirsebærfrugt og masser af bittertoner i form af malt og the. Intens og heftig med blus på de fleste parametre - men strittende og ikke videre balanceret. Godt med krydret frugtsødme og lav syre for typen, men alligevel er der ok saftighed. Grove, kraftige tanniner i finishen og en hel del alkohol i eftersmagen. Efter en dag i flasken klapper vinen faktisk sammen og den manglende syre bliver en alvorlig svaghed. 

Det her er måske den hårdest strukturerede sangiovesevin jeg har smagt. Heftige tanniner og i det hele taget en meget mørk fortolkning, hvor man tydeligt mærker den varme årgang. Jeg ville nok have gættet på sagrantino blindt, faktisk. Meget mere dyster og bitter end de to småbrødre i I Veronis portefølje. Jeg er ikke helt tilfreds og vil gerne smage den sikkert mere elegante 08'er, som Italienska Viner og andre er begejstrede for. Måske lagring kan hjælpe lidt? 119 kr. hos Føtex Food.
86

søndag den 9. december 2012

Schmidt og Rebholz: Riesling fra Mosel og Pfalz



Henholdsvis Mosel og Pfalz, moden og ung, sød og tør, great og great!

1997 Heinz Schmidt, Riesling Spätlese Köwericher Laurentiuslay
Moden spätlese fra Heinz Schmidt i Mosel, hvor Laurentiuslay er en af de stejle skråninger ned mod floden overfor Köwerich. Virkelig herlig spätlese-næse med lokkende frugt af mango, dåsepære sammen med mineraler af flint (nærmest over i grøn peberfrugt) og røg og godt med modningstoner af petroleum og nougat.
Masser af ungdom tilbage i smagen, som er sprød og frisk, ja næsten spritzig helt forrest. Så kommer den modne sødme med blød pære og sukat rullende og i finishen er der krydrede bittertoner af peberfrugt, karry, røg og petroleum. Skøn spätlese, et sublimt match til aftenens sushi. Og et af årets kup til 69 kr. hos SuperBest på Østerfælled Torv - tak til Alex fra Kældernoter for tippet!

2010 Ökonomierat Rebholz, Riesling vom Bundsandstein trocken "S"
Rebholz er en af Pfalz' topproducenter. Der dyrkes økologisk og vinificeres med minimal tilsætning. Bundsandstein trocken "S" tilhører Terroir-serien i produktlinien, mellem Lagen- og Rebsortenweine.
En helt vidunderlig ung riesling med friskhed og slank sødme. Åben duft med frugt af gråpære, grøn melon, mineraler og hvide blomster. Smagen er tør og frisk med let spritz og delikat frugt af gråpære og fin mineralitet. Syren er høj og sødmen lav, men det hele balancerer i en forførende helhed, som virkelig vækker appetit på mere Rebholz. Et par år på flasken har givet et perfekt afrundet og åbent udtryk. €16,50 i Tyskland hos unserweinladen.de

fredag den 7. december 2012

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco



Cascina Cuccos topbarolo i ny årgang. 2007 Vigna Cucco var en klasse bedre end dens lillesøster Cerrati, så efter at have smagt en særdeles vellykket 2008-udgave af Cerratien er vi spændte på hvad Vigna Cucco fremviser i den her årgang. Vigna Cucco er den øverste del af Cerrati-marken, hvor Cascina Cucco har monopol. Den lagrer 2 år på barriques.

2008 Vigna Cucco åbner lidt alvorligt og lukket i næsen, men åbner langsomt op med en skøn klassisk-moderne barolonæse med masser af nuancer og mørk kraft. Kirsebær og røde bolcher i frugten sammen med rust, lak, lakrids og stearin og søde fadtoner af ristede nødder og flødekaramel.
I munden er det en brydsk og seriøs vin med en en hård kerne af stål og ferskensten, rød frugt og unge, tidlige tanniner som sætter godt og hårdt ind og snørrer munden helt sammen i finishen. Syren er (ligesom cerratien fra samme år) relativt afdæmpet og det giver lidt rigeligt med plads til bittertonerne i form af en temmelig bedsk finish med bitter lakrids og kaffebønner. Frugt og fad bløder op i eftersmagen med en lille sødme og smørtoner.

Barolo af høj kvalitet, som minder mere om 06-udgaven end den åbne og mere givende 07'er. 08'eren her har brug for tid til at få fad, alkohol og bittertoner til at lægge sig lidt og frugten til at åbne op. Men så bliver det også godt! Her og nu ved bordet er kvalitetsforskellen mellem cerrati og cucco slet ikke så stor som i 2007, og førstnævnte er måske endda at foretrække - men sådan bliver det ikke ved med at være. Begge udgaver koster 149 kr hos Carlo Merolli.
91

lørdag den 1. december 2012

2008 Duijn, Baden Pinot Noir Alsenhof


Den oprindeligt hollandske sommelier og importør Jacob Duijn har siden 1994 været winzer i Baden, hvor han udlever sin passion for spätburgunder og autentisk vinhåndværk. Biodynamik er for Jacob Duijn den eneste vej til vine med karakter, dybde og kompleksitet og huset er 100% biodynamisk med demeter-certifikat. Laufer Gut Alsenhof er husets basis-pinot. Den kommer fra en mark på 3,6 hektar med 25-årige stokke og et høstudbytte på 45 hl/ha, gæres på stål og lagrer 14 måneder på brugte barriques.

Transperant lyserød farve. Vidunderlig pinot-næse med friske rød frugt og masser af højfrekvente krydderier sammen med tobak, brændt gummi og ubehandlet læder. Skøn og intens duft.
Supertændte hindbær i smagen som er intens, højfrekvent og saftig. Masser af syre og frugt, en smukt spændt bue i forløbet, hele vejen en meget salt væske og hen mod afslutningen med en markant sød spearmint. Flot, syredrevet finish og krydret eftersmag med grønt græs, smør og bagermarcipan sammen med den lyse, røde frugt. Ikke ligeså koncentreret som fx. Haderburgs 08-riserva, men intens og velbalanceret.

En superflot reræsentant for Baden-pinot - er man stinker-trinker som mig er der masser af pivåben pinotduft at glæde sig over og en suveræn evne ved bordet med sin friske frugt, gennemtrængende syre og komplekse krydderaromaer. €17 hos unserweinladen.de i Tyskland, 250 kr hos Theis.
91