onsdag den 9. maj 2012

2006 Castelluccio, Ronco dei Ciliegi Forlì IGT


Castelluccio råder over 12 hektar med vin og er blandt de bedste producenter i Romagna. Her har vi en af deres topvine Ronco dei Ciliegi på ren sangiovese (grosso) fra marken af samme navn. 35-årige stokke der dyrkes i 350 meters højde, høstes med udbytte på under 40 hl/ha og lagrer på brugte 350-liters fade i et år. Ønologen Vittorio Fiore fra Poggio Scalette i Chianti Classico laver vinen og ejer majoriteten af gården.

Rubinrød farve med tomatrøde træk. Vidunderlig sangiovese-næse med klar, rød frugt af kirsebær og modne blommer, masser af friske svampe, medicinskab, lidt mælkechokolade og en sødlig krydring af kardemomme, tobak og sødlakrids.
Smagen er poleret med både et sødligt, blødt lakridset spor og et friskt, mineralsk spor med sprøde bittertoner og grusede tanniner som er med fra midten og giver et klassisk sangio-feminint bid i afslutningen. Bærene er intense forrest i munden og så tager de mørk-bitre læder- og lakridstoner gradvist over. Syren er frisk og der er en lækker trøffel- og smørnote i finishen. Kombinationen af den røde frugt, de sødligt-svampede (fad)toner, mineralerne og den høje syre er i det hele taget virkelig delikat og meget harmonisk. For at armene kommer helt i vejret savner man lidt intensitet og fylde i finishen, men frugten vinder styrke igen i eftersmagen, som er god og har flot længde med den røde frugt, de bløde lædertoner og et lille træk af karse.

En skøn og saftig sangiovese som er i liga med rigtig god Chianti Classico eller Rosso di Montalcino. Anbefales til de 125 kr. den kostede, så der er kup-alert når Atomwine lige nu sælger resterne til 75,-!
89

Ingen kommentarer: