tirsdag den 1. marts 2011

2004 Santi Dimitri, 'Aruca' Salento IGT

100% Negroamaro fra det sydligste Apulien, nærmere bestemt den vestlige del af Lecce-provinsen hvor Az. Agr. Santi Dimitri dyrker en lang række af Apuliens sorter fra 60 hektar.

Flot, dyb mørkerød farve med brunlige modningstræk. Duften er varm og rig med kogende brombær, solbær, søde kirsebær, tørt træ, engelsk lakrids, krattede toner af nybrækket gren og blade og slikkede fadtoner: Gummi, honing, vanilie, nelliker. Med (rigtig meget) luft drejer duften mod delikat røg og friskt læder ovenpå søde, likøragtige mørke bær.

Duften er med den modne frugt og det beherskede fadomsvøb ret indtagende og lover en del. Smagen lever kun delvist op til det -
syltede blommer, tjæret tobak, mørk lakrids og en udmærket syre som har grønligt-bitre træk, nærmest som i bøgeblade. Der er fint bid i optakten til finalen, men den slipper hurtigt grebet og tanninerne er slappe. Eftersmagen har derimod ok længde og varme mørke bær.

Kombinationen af de mørke, tunge træk på den ene side og de grøn-bitre på den anden giver et indtryk i fin balance, ligesom den modne frugt og fadede sødme er holdt fint i ave af syren. Det er en blød, moden og behagelig vin, som har høj drikbarhed og hvor strukturelementerne er godt tilstede - men der mangler lidt greb og fokus i dem alle. Måske havde de dét for et år eller to siden? Næsen trækker op, munden ned. Carlo Merolli sælger.
85 

Ingen kommentarer: