lørdag den 16. oktober 2010

2008 Tavignano, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Misco'

Amforaflasken har vel betydet for Verdicchio hvad bastflaksen gjorde for Chianti: Først var det smart, siden gav det bagslag. Men Verdicchio dei Castelli di Jesi hører i de gode udgaver til blandt de bedste hvidvine i Italien overhovedet og er Marche-regionens force - for eksempel udtrykt ved at appellationen står for halvdelen (8) af de vine fra regionen som får 3 glas i Gambero Rosso 2011.
Tavignanos Misco har en dyb, strågul farve og er tyktflydende så den næsten ligner dessertvin. Næsen er tilbageholdende med æble, lime og skovsyre. Det er i smagen det foregår her, den har det hele i munden om man så må sige: kraftig og kanonlækker hvidvin med en heftig koncentration i frugten. Den er rå, men også fed og med en udtalt sødme, som holdes i ave af en bred syre og stålagtig, bitter finish. Eftersmagen er lang og delikat med honningbolcher, anis og bittertoner. Perfekt til fed fisk, hvidt kød eller kraftige salater. 85 kr hos Merolli er et godt køb.
89 

Ingen kommentarer: