tirsdag den 31. august 2010

2008 Pelissero, Dolcetto d'Alba Munfrina


Giorgio Pelissero er en topproducent i Treiso som producerer i (semi)moderne stil fra 30 ha. Udover glimrende Barbaresco laver Pelissero en række vine på de klassiske Langhe-sorter, herunder Dolcetto fra to marker, Augenta og Munfrina. Sidstnævnte lagrer et halvt år på tank og hverken klares eller filtreres inden aftapning.
Farven er mørk rubinrød tenderende mod violet. Åbner umiddelbart op fra flasken med flot mørkerød, vinøs slikfrugt og en del spøgelsesfad (som jeg ofte finder det i Dolcetto). Syntetiske kirsebær, vaniliesukker, blåbærmuffin, lakridssnørrebånd, nye dæk og ren salmiak i lækker og kompleks næse, som er skøn at dufte til og som bliver ved med at give fra sig. Smagen har rene blåbær, kirsebær og modne jordbær i virkelig saftig stil med salmiak- og dæktonerne hele tiden underneden og flot koncentration. Heftig syredrevet finish med virkelig fast tanningreb i munden efterfulgt af klokkeren salmiakeksplosion der gradvist viger for udklang med de mørke bær og muffintonerne. Det er en utrolig køn Dolcetto, som drikkes på det helt rigtige tidspunkt. Næsen er levende, interessant og forførende - feminin med med rå vitalitet og determination. I munden er den ligeså fokuseret - frisk og læskende med seriøst greb og suveræn upoleret balance mellem elementerne. Charlotte Gainsbourg som vin! Jeg er forført og er uhyggeligt tæt på 90 pts. Dolcetto som jeg savner den, når den ikke er der.
 
89+ 

Ingen kommentarer: