tirsdag den 20. juli 2010

2004 Marchetti, Conero Villa Bonomi


Conero er Marche-regionens røde flagskib. Det er Rosso Conero Riserva som blev ophøjet til sin egen DOCG fra og med 2004-årgangen. Conero må laves med op til 15% Sangiovese men de bedste er som regel (som Marchettis her) på 100% Montepulciano. Villa Bonomi er lagret 18 mdr. på barriques.
Farven er mørkviolet med rubinrøde reflekser og let modning. Næsen er rund og indbydende med mørke, kogte bær (blåbær, brombær), gummi, puddersukker og ost og let animalsk strejf underneden. I munden kommer først den fuldmodne frugt med god, levende syre og flot koncentration. Tanninerne danner fast, men integreret rygrad og i finalen trædder fadaromaerne frem i form af smør, ost, nødder og karamel. Eftersmagen er lang, men især balancen er imponerende her. Bordeaux-agtig i stilen, men især smagen er karakterfuld og interessant. Utvivlsomt høj kvalitet i nærheden (også stilmæssigt) af Umani Ronchis Conero Cumaro. Er rigtig god nu, men kan gemmes ihvertfald 5 år. Toscavini og Parkwine sælger.
 
90 

Ingen kommentarer: